Er jeg så sejere og gladere for mig selv nu?

Er jeg så sejere og gladere for mig selv nu?

Var det så også det hele værd? Uden tøven kan jeg sige et rungende JA! Gav det mig følelsen af at være noget mere end jeg var før –både ja og nej.

I april delte jeg mine tanker om min manglende sejhed, da jeg endnu ikke kan bryste mig af en marathon-distance og medalje. Det havde længe snurret rundt i mit hoved, men jeg sluttede fred med mit eget pres om, at det måtte være afgørende for at være med i ”klubben”. I fællesskabet af de ”rigtige” løbere. For som så meget andet var det mest det, der foregik inde i mit hoved, der afholdt mig fra at være med og accepteret. Og hvem definerer i øvrigt, hvem og hvad det så er…?

Så jeg valgte at droppe alt mit eget selvdestruktive tankespind, og i stedet gik jeg med min lyst, omfavnede mit konkurrencegen og min passion for løb. Valgte at se med positive briller på det drive, der brænder i mig for hele tiden at skubbe egne grænser og liiiiige se, om jeg måske kunne klare xxx…. Derfor tilmeldte jeg mig Esrum Sø rundt –Kongeetapen på 27 km. Lettere kuperet terræn. Min krop på daværende tidspunkt var mildest talt lettere udfordret af småskavanker – lænde-ryg helvede, som enhver travl småbørns mor sikkert kan genkende….Men med god tro og tillid tænkte jeg, det går jo nok.

 

Mit forår og sommer har været fuld af udfordringer og emotionelle rutsjeture og en daglig mangel på timer i døgnet. Så de lange løbeture har ikke været prioriteret. I stedet har jeg trænet regelmæssigt, kort og effektivt. Mest af alt med det formål at få ro i kroppen og i knolden. For jeg afstresser simpelthen både krop og sind så meget, når jeg kan stikke af sted på en løbetur. Der får jeg ryddet op mentalt –og det er som om, at de bredere perspektiver og lysere tanker får langt mere plads at boltre sig på, når jeg løber.

 

Men da jeg nærmede mig løbsdatoen, begyndte uroen og bekymringerne sgu at melde sig… For jeg havde seriøst ikke løbet en distance over 12km siden –ja sidste efterår! Så de dersens 27 km jeg havde rodet mig ud i, var en anelse uoverskuelige. Så mens mine ben føltes MEGA tunge, min vejrtrækning stak af med mig, stod tankerne i kø på en af de sidste ture op til løbet. ”Hvorfor havde jeg kastet mig ud i det her”? ”Hvem var det jeg løb for”? ”Hvorfor sætter jeg ofte mig selv i situationer med deadlines og præstationsræs i mit hoved”? Og så videre…..

 

JA –jeg var sgu en anelse træt af mig selv lige der! Okay meget træt af mig selv. Men jeg er ikke en quitter. Kaster bare ikke håndklædet i ringen så tæt på indfrielse af et mål. Men ville jeg føle mig sejere efterfølgende? Måske. Stærkere? Måske. Accepteret og som en del af fællesskabet? Det var lige pludselig ikke det vigtigste.

Som jeg løb der med tunge ben og lidt for hårdt bankende hjerte, visualiserede jeg løbet –hvordan ville jeg have det undervejs, hvad ville det gøre og være for mig…. Og det første der kom op var min lille familie. Med smil i deres ansigter og klar med en krammer på den anden side af målstregen. Den opbakning og kærlighed fra dem var vigtigst. Men endnu vigtigere var den erkendelse, at de ville elske mig lige så meget, hvis ikke jeg gennemførte, eller hvis jeg løb en tur på 5 km.

 

Og så gav jeg slip!

Gav slip på mit indre præstationsræs.

Og DET virkede endnu bedre end noget andet!

 

Selvfølgelig var jeg spændt som en flitsbue på løbsdagen og en anelse nervøs. Men glædede mig også til den smukke natur og oplevelsen med de mange andre motiverede deltagere. Jeg droppede al støj på turen – væk med Endomondo-dame i ørerne, ingen musik– og lod bare mine ben og krop flytte sig i det tempo, der passede mig.

Det var SÅ fedt! Ingen kriser undervejs, masser af overskud og ja – jeg viste den del af mig, der har for vane at tale mig ned, gøre mig dårlige etc., at den ikke behøver ”larme” så meget. Det stresser mig simpelthen for meget og var højst sandsynligt stor del af forklaringen på min ukontrollerede vejrtrækning. Indre stress.

For jeg kan godt –når jeg vil og behandler mig selv ordentligt med mere motiverende, selvkærlige fraser…. ”Jeg kan og jeg vil” – det blev mit mantra. Simpelt og fungerede ret godt for mig.

 

Og JAAAAA – det var selvfølgelig mega skønt at løbe i mål og blive mødt af både små børnearme og store mandearme –klar til krammere og med smil. Glade og stolte på mine vegne.  Og ja, jeg følte mig sgu også sej –mest af alt fordi jeg havde formået at nyde turen og bevist for mig selv, at jeg faktisk godt kunne. Så jeg forstår godt, hvad der driver mennesker til at løbe alverdens løb –ironman, ultraløb mm. Men jeg synes stadig, det er så pissevigtigt at gøre sig klar, hvorfor og for hvem og hvad man gør det. Så tomheden ikke melder sig bagefter og investeringen tidsmæssigt giver mening i forhold til målet…bd3aec0a-e744-4b19-9a41-09130f3b8695

Skal jeg så løbe marathon eller ironman nu? Er det næste udfordring eller mål?

Nej.

Det er ikke mig. Men jeg er allerede nu sikker på, at jeg næste år også er at finde ved start til Esrum sø rundt.

No Comments
Vis mere