Bikiniklar?

Bikiniklar?

Du ved, du er bikiniklar når…

# Fryden ved at skulle mærke det varme sande mellem dine tæer, fylder mere i dine tanker end de små uperfektheder ved din perfekte krop

# Når du ikke kan vente med at høre bølgernes brus –og du bekymrer dig mere om, hvordan du bliver den første, der rammer vandet end om huden på dine baglår og baller….

# Beach ball sættet er støvet af fra sidste sommer –eller du har erhvervet dig et nyt. Væk dit indre legebarn og kast dig ud i det, som var det dit livs kamp. Grin, giv dig hen og giv los… Der findes intet mere forskønnende end smil, leg og latter. Og kombineret med fysisk aktivitet er sundheds- samt foryngelsesværdien skyhøj!

# Du har mættet din hud med lækker fugtgivende solfaktorcreme

# Du iført strandkjole, sommersandaler, strandtaske, solhat slentrer mod sandet og åbner endnu mere op for dine sanser –indånder den friske luft, bemærker de mange duftindtryk på vejen, nyder synet af smilende kvinder, larmende men glade børn, skønne mænd….

 

Når det så er sagt, er der en masse godt, du kan gøre med din kost og træning, der vil gavne din bikiniform. Og jeg skal da være den første til ærligt at bekende, at det bestemt er vigtigt for mig, hvordan min krop fungerer i min bikini. Mest af alt er det afgørende for mig, hvordan jeg føler mig tilpas indeni –også iført bikini. Ikke overraskende spiller min træning og madindtag naturligvis en rolle også. Men det er langt fra, de eneste vigtige knapper at dreje på. Tro mig –jeg har lang erfaring….

I de her forårs-og sommermåneder bugner det med bootcamps, hurtige kure og ”sådan-får-du-flad-mave” guides. Der er masser af inspiration og god viden at hente. No doubt. Men. At skønhed kommer inde fra er altså ikke helt i skoven. Og jeg ser det gang på gang, både hos mig selv og hos andre, at der hvor vi lægger vores fokus, er der vækst. Med andre ord- er fokus konstant på de små fejl og utilfredsheder vi hver i sær kan løbe rundt med i forhold til os selv og vores kroppe, så vokser de! Og det i takt med at vores udstråling, selvværd og selvtillid har vanskelige kår.

Min vægt og krop har været på en lang rejse siden mine sene teenageår og til nu, og jeg har været flere kilo lettere. Men mit sind og selvbillede føltes nu ikke altid lige let af den grund. Tværtimod. Kunne altid finde fejl ved mig selv –utilfredsheden en tro følgesvend. SÅ drænende og ikke ret attraktivt faktisk.

To graviditeter, erfaring, mere viden og en skærpet bevidsthed senere går jeg til ”projekt bikiniform” væsentlig anderledes end tidligere. Jeg ved, at det der fungerer allerbedst og giver de ultimativ bedste resultater uden sammenligning og uanset træningsform, nok kan syne simple –men er ud over alle grænser effektfulde og giver synlige resultater hurtigt. Hokus pokus? Slet ikke.

 

Det drejer sig om noget så simpelt som

  • Vand. 2 liter hver dag som minimum.
  • Min vejrtrækning. Betyder alt for –ja alt. Men også i særdeleshed hvordan min mave arter sig. Den opfører sig indimellem –eller faktisk altid- fuldstændig afhængig af min vejrtrækning, mit stress/afslapningsniveau. Opmærksomhed på mit åndedræt er essentielt. Og vejrtrækningen skal ikke blot ned i maven -men ud i alle cellerne i min krop. 
  • Søvn. Helst 8 timer.
  • Og lige så vigtigt– selvomsorg og selvkærlig indre dialog.

 

Hvorfor? Fordi det altid afspejler min (og din?) adfærd og betyder, at jeg behandler mig selv godt med nærringsfuld mad, drikke. Vælger at træne af de rigtige årsager og som bonus har det så kæmpe afsmittende effekt på min hud, øjne og generelle udstråling. Jeg har bare mere lyst til at holde hovedet højt, smile og se mennesker på min vej –eller på stranden i bikini-  i øjnene, når jeg har det godt med mig selv også indeni. Mit indre legebarn får også mere plads,  jeg er mere fjollet og nærværet i øjeblikkene blomstrer…… Som her 😉

img_0344

Jeg er på ingen måde hellig og kan også ha’ dage, hvor jeg falder i gamle mønstre, er for stresset og derfor får trang til sukker, især slik. Men når det sker, vælger jeg ikke som tidligere, at ty til hammeren i hovedet og tunge skyer af ond samvittighed, da det hverken ændrer noget eller gavner på anden front. I stedet stopper jeg op, ændrer kurs og fokuserer på mine fire simple strategier. Vand, åndedræt, søvn og selvkærlighed.

For jeg tror jo bare på, at krop og sind hænger uløseligt sammen. Sådan er det bare. Din krop lytter med. Mærker og fornemmer den indre dialog, følelser og stemninger.

Så hvorfor ikke gå til bikiniform med udvidet perspektiv? Leg noget mere, grin, smil, hvil, træk tempoet ud indimellem og skru max op på andre tidspunkter. Varier dagene, åben sanserne og fyld på med nærvær –også i forholdet til dig selv. Så er bikiniformen langt hen ad vejen sikret.

 

Solskinskys

Signe

Ingen kommentarer
Vis mere